Fjernelse af clock-kondensator på Xbox

Har du en af de første Xbox-konsoller? Og har du aldrig haft den skilt ad? Så er det måske på tide. I hvert fald lurer der en tikkende bombe indeni, hvis man skal tro internettets massehysteri.

Her ses en clock-kondensator, som har kastet op ud over et motherboard.

Bomben består af en kondensator, som konsollen bruger til at holde styr på tid og dato. Som med alle andre kondensatorer indeholder den en væske, som kan forårsage stor skade på motherboardet, hvis den slipper ud. Men lige præcis denne kondensator skulle angiveligt være af en særligt ringe kvalitet, og nettet florerer med billeder af utætte kondensatorer, der har spredt deres ætsende indmad udover forsvarsløse Xboxers motherboards. Derfor lyder anbefalingen, at få kondensatoren udskiftet – eller bare fjernet – inden det er for sent. Så med ikke andet at foretage sig en søndag aften, besluttede jeg mig for at inspicere min Xbox og foretage den nødvendige kirurgiske operation.

Da jeg ikke havde nogen ny kondensator liggende, som jeg kunne udskifte med, valgte jeg i første omgang bare at fjerne den gamle. Selv fra ny var Xbox’en ikke designet til at holde uret i mere end nogle timer, så med andre ord var kondensatoren alligevel ikke meget værd.

Hvis du absolut vil montere en ny, skal du have fat i en “superkondensator”. Den originale er specificeret til en spænding på 2.5 V (spænding) og 1 F (farad). Du må gerne vælge én med højere spændingstolerance, men hold dig til 1 F. Lav en Google-søgning på det mærke du udser dig, da der er stor forskel på kvaliteten. Men altså – det er ikke rigtig besværet værd.

Den oprindelige Xbox eksisterer i forskellige hardware-revisioner, og præcis hvor den farlige komponent befinder sig på boardet varierer fra revision til revision. Men med hjælp fra internettet fik jeg hurtigt identificeret dens placering på min Xbox. Brug for eksempel guiden her og led efter C7G2 / C7G3 på boardet.

Umiddelbart var der ingen lækage at spore i min Xbox, så konsollen kunne formentlig sagtens tåle at stå i skabet i flere år endnu, før der ville ske noget. Men nu var låget jo af konsollen, og loddekolben varmet op, og desuden opstår en lækage jo lige under komponenten, så selvom alt så fint ud, kunne der godt være en lille utæthed, som jeg bare ikke kunne spotte.

For at komme til kondensatoren skal motherboardet helt ud af kabinettet, da den skal afloddes fra bagsiden. Der er godt nok masser af videoer på YouTube, der viser hvordan man bare kan “vride” eller “vrikke” kondensatoren af, men det er altså komplet no-go. Den skal selvfølgelig loddes af, med mindre du vil risikere at rykke en printbane i stykker. Og lad det være sagt med det samme – jeg er på ingen måde ekspert i at lodde og aflodde, men lige præcis denne opgave turde jeg godt kaste mig over.

Jeg har en ret god loddekolbe, men desværre ikke én med “pincet”-spids, hvor man kan varme begge ben på komponenten op samtidig. Det ville ellers gøre aflodningen noget lettere. Så proceduren er at varme lodningen af det ene ben, og løfte fra forsiden, herefter varme lodningen af det andet ben og løfte – og så ellers gentage processen et par gange, indtil kondensatoren slipper. Start med at klippe så meget af kondensatorens ben af, som muligt – altså det som “stikker igennem” lodningen. Så er det nemlig lettere at komme til at varme selve lodningen op, og du risikerer ikke at overføre al varmen til benet, i stedet for til loddetinnet.

Så er den afmonteret. Og der var ingen spor af utætheder under den. Næste skridt er blot at konstatere, om der stadig er liv i Xboxen:

Og det er der – It’s alive! 😀

Med clock-kondensatoren ude af konsollen kan jeg nu igen sove trygt! Eller kan jeg? – hvad med de andre kondensatorer? Hvornår begynder de at lække? Umiddelbart ser de ud til at være i fin form i min Xbox (de buler ikke ud i toppen, og der er ikke noget snask at spore på printet omkring dem), men jeg er da allerede begyndt at bekymre mig over, hvornår DE mon bliver utætte.

Skriv et svar