Atari Flashback 8

Retro er moderne. Og der er penge i det. Derfor vrimler det for tiden med genudgivelser af klassiske spillekonsoller i mini-udgaver, hvor især Nintendo har haft enorm succes med deres NES og SNES Classic Mini konsoller. Blandt de første til at hoppe på mini-bølgen var Atari, som helt tilbage i 2004 udsendte den første udgave af en serie af såkaldte “Flashback”-konsoller, der af udseende og funktionalitet skulle efterligne en Atari 2600 konsol med et antal indbyggede spil.

Flashback-konsollen er sidenhen udkommet i et at hav af varianter, og den produceres og markedsføres i dag under licens fra Atari af amerikanske AtGames. Den seneste udgave, som kan findes i butikkerne, er Atari Flashback 8, der udkom i efteråret 2017. Og bare for at gøre forvirringen komplet, findes den i både standard, gold og deluxe-udgaver, som adskiller sig fra hinanden ved blandt andet at byde på forskellige tilslutningsmuligheder til TV og controllere, features som fx at kunne spole tilbage i spil, samt variationer i udvalget af indbyggede spil.

Jeg har kastet mine penge efter standard-udgaven, som har en helt almindelig analog composite-udgang til fjernsynet og kablede controllere.

I pakken finder vi en konsol, som er fremstillet af det pureste plastic og som er propfyldt med noget af det reneste luft, de kinesiske fabrikker i Shenzen kan præstere. Og nåh ja, så også en lille smule elektronik – men det kan næppe være meget, hvis man skal dømme efter konsollens ringe vægt. Hertil kommer to kablede joysticks – replikaer af det legendariske Atari CX-40 joystick – en strømforsyning og en manual.

Flashback 8-konsollen er forsynet med klassiske DB9 joystick-porte, og du kan uden videre koble et originalt Atari-joystick eller en paddle-controller til konsollen. Af samme grund burde du også uden problemer kunne anvende de to medfølgende joysticks på en original Atari-konsol, eller ligefrem en Commodore 64 eller Amiga.

Hvordan virker det så?

Konsollen er udformet med inspiration fra den originale Atari 2600 konsol, men den er mindre og har farvede knapper i stedet for vippe-kontakter. Knapperne tæller POWER, START (fungerer som RESET på den oprindelige Atari 2600), LEFT DIFFICULTY, RIGHT DIFFICULTY og SELECT. Og vil du resette og gå tilbage til menuen, skal du holde START og SELECT nede på samme tid.

Når du tænder maskinen, mødes du af en menu, hvor du kan vælge mellem de indbyggede 105 spil. Gør du som jeg og blæser billedet op på en stor, moderne fladskærm, afsløres det, hvorfor verden for længst har bevæget sig væk fra analoge tv-signaler. Billedet er virkelig pixelleret og gnidret; og uden af have undersøgt det nærmere, vil jeg tro, det til dels skyldes, at konsollen opskalerer et NTSC-signal til PAL. I hvert fald er billedet på min Commodore 64 betydeligt pænere… Og ja, på en eller anden vis, er det jo med til at gøre oplevelsen af en ægte sen-70’er-konsol endnu mere autentisk. (Og så skal det siges, at i spillene virker grafikken klarere.)

Skal man opsummere udvalget af de 105 indbyggede spiltitler, må det vist være med betegnelsen “en blandet landhandel”. Der er meget tidlige titler, som det klassiske (og ret så primitive) Adventure og langt mere “spilbare” titler som for eksempel H.E.R.O. og River Raid. Og præcis sådan skal det være. Emuleringen af spillene virker umiddelbart fejlfrit, og både lyd og billede opfører sig præcis på samme måde som på den oprindelige konsol.

Blandt udvalget af spil finder man også særlige AtGames-udgaver af Frogger og Space Invaders, som tilsyneladende er arkadeversioner, snarere end originale Atari 2600-titler. Lidt underligt, at man har valgt af medtage disse, men begge spil fungerer fint, lige bortset fra at, det på uforklarlig vis lykkedes mig at tilte score-tællingen i Space Invaders, så den låste sig fast på 999999 point.

Selvom de medfølgende joysticks ligner de klassiske CX-40 joysticks, føles de lidt for lette, ligesom selve sticket er af hård plast i modsætning til originalen. På plussiden er, at sticket er noget lettere at styre med – der skal ganske enkelt ikke så mange kræfter til at bevæge det fra side til side, og man får ikke ondt i hånden efter længere tids brug. Skiller man joysticket ad, afsløres den noget spinkle mekanik, så man skal nok ikke forvente, at det kan modstå alt for meget vold, når aggressionerne over endnu engang at blive spist af et monster, der ud af ingenting vader igennem væggene i Adventure, bliver for store.

Alt i alt er Atari Flashback 8-konsollen et okay bekendskab. Man skal nok på forhånd have et småpassioneret forhold til de efterhånden meget gamle og ret primitive Atari-titler, hvis man helt skal fange værdien af produktet. Men det fungerer, og det hele virker nogenlunde troværdigt. Dette kombineret med et relativt stort udvalg af klassiske spil gør, at Flashback 8-konsollen i hvert fald er en overvejelse værd.

Størrelsesforholdet mellem Atari Flashback konsollen og en standard West Highland White Terrier.

Skriv en kommentar