Snart har alle tilbageværende C64-computere i verden mere end 30 år på bagen. Ja, nogle kan om få år fejre 40 års fødselsdag. Og for en mand, der selv snart passerer dén milepæl, er det klart, at skavankerne før eller siden vil begynde at indfinde sig.

Heldigvis er der nok af 64’ere ude i verden, så selvom brugtpriserne langsomt kravler opad, kan man sagtens finde en velfungerende maskine til en fornuftig pris. Men på det seneste er der begyndt at dukke mulige erstatninger op, som gør, at man måske alligevel kan pensionere det antikverede hardware uden at gå på kompromis med fornemmelsen af den “ægte” vare.

Omkring sidste sommer annoncerede manden bag de fantastiske 1541 Ultimate-moduler, Gideon Zweijtzer, at han barslede med at lave et nyt Commodore 64-bundkort med alle de funktioner, som man kendte fra den originale maskine – og flere til. Og i stedet for at anvende chips fra gamle computere, ville den nye maskine være baseret på FPGA-teknologi. FPGA er en forkortelse for Field-Programmable Gate Array – eller på dansk Felt-Programmerbar Port Tabel – som er en chip, der kan programmeres til at fungere som én eller flere mikroprocessore. Det betyder, at FPGA’en i dette tilfælde ikke emulerer grafikchippen eller processoren i en Commodore 64 – den ER eller genskaber en grafikchip og en processor. Foruden alle de andre komponenter, som en Commodore 64 består af.

Bundkortet har fået navnet Ultimate 64, og når man ser nærmere på, hvad det udgiver sig for at kunne, må man sige, at navnet er meget godt ramt. Gideon Zweijtzers mål har nemlig været ikke bare at lave et fuldt kompatibelt bundkort, der kan erstatte et originalt fra Commodore – men også at tilføre det en masse forbedringer. For folk, der kender til hans 1541 Ultimate-moduler, er det svært ikke at blive begejstret over, at alt, hvad man finder heri, også findes i Ultimate 64.

I flæng kan jeg nævne, at computeren blandt andet indeholder to diskettedrev, en båndstation, en hel række af udvidelsesmoduler – herunder Action Replay og Final Cartridge – en 16 Mb RAM-udvidelse og to netværkskort – et kablet og et trådløst. Det er da rimelig ”ultimate”, er det ikke?

Bagpå bundkortet, hvor portene sidder, finder man nye og gamle kendinge. Expansion-porten til udvidelsesmoduler er bevaret – det samme er portene til diskdrev og printer, båndstation og analog video. Yderst i den ene side – dér hvor userporten normalt ville være – finder man et LAN-stik, to USB-porte og en HDMI-udgang. HDMI-udgangen er ret fantastisk, idet det begynder at tynde ud i de analoge tilslutninger på moderne fjernsyn. Billedet udsendes i 50 Hz, så man opnår perfekt scrolling.

Og hvad med user-porten, spørger du måske? Personligt er det ikke en port, jeg kommer til at savne, men Gideon Zweijtzer har lovet, at der senere bliver mulighed for at tilkøbe et ”breakout”-kabel, som kan tilsluttes et sted på bundkortet og så føres ud af et hul i kabinettet.

Næsten smertefri installation

De første Ultimate 64 er først så småt begyndt at komme i handelen – og under 150 boards er i skrivende stund blevet produceret, men flere kommer til over de næste måneder. Jeg var så heldig at få mulighed for at købe et eksemplar fra Gideon’s første batch, så da det endelig ankom tidligere på måneden, havde jeg for længst forberedt et tomt kabinet, som det nye vidunder skulle bygges ind i.

Jeg har valgt et af de nyproducerede kabinetter fra PixelWizard / Jens Schönfeld i farven ”breadbin grey” og et mørkebrunt tastatur fra en ”brødkasse”. Jeg kan godt lide farvekombinationen, og samtidig kommer computeren til at afspejle, at det ikke er nogen helt almindelig 64’er. Jeg har fået 3D-printet et par tastaturholdere og lavet en ny Power LED – en original ville alligevel ikke kunne bruges, da ledningen er for kort.

Selve monteringen i kabinettet gik nogenlunde smertefrit. Et lidt besynderligt designvalg på bundkortet betyder, at den højre holder til tastaturet er nødt til at blive flyttet en tand til venstre og skruet fast til én af de andre huller i tastaturet. Af samme grund skal holderen ”klodses op”, så tastaturet ikke hænger i højre side. Det er ikke noget problem, men jeg vil tro, at Gideon retter dette i en senere revision af Ultimate 64.

Ultimate 64 får strøm fra en moderne switchmode-strømforsyning, hvilket betyder, at det store DIN-stik i siden er erstattet af et klassisk rundt stik med en noget mindre diameter. Det efterlader et ”hul” i kabinettet, som man med lidt kreativitet og en 3D-printer hurtigt vil kunne fylde ud. Det samme gælder powerknappen, som er en fjederbelastet anordning, som udover at kunne tænde og slukke for maskinen, også fungerer som freezeknap, resetknap og knap der giver adgang til den ”indbyggede” 1541 Ultimate 2+.

Hvordan fungerer det?

Når man tænder maskinen første gang, mødes man af skærmbilledet fra det Retro Replay-modul, som er indbygget i maskinen. Personligt skyndte jeg mig at skifte til min uundværlige følgesvend fra C64-dagene, nemlig Action Replay VI, men man kan selvfølgelig også vælge at gå helt klassisk – og lade computeren starte op med den velkendte blå Basic-startskærm.

Trykker man én gang på powerknappen kommer man ind i Ultimate-menuen. Herfra er der adgang til de indbyggede diskettedrev – eller båndstationen, som fungerer ved at læse filer fra et USB-stick. Eftersom Commodore 64-spil som bekendt ikke fylder ret meget, kan man have tusindvis af spil på en enkelt stick – hvilket gør det hele uendeligt meget mere bekvemt end at skulle rode med slidte disketter og bånd.

Ultimate 64 læser alle de kendte formater. D64 er nok det mest populære disketteformat, mens TAP er formatet, der fungerer som et bånd – med de laaaange loadetider, som vi nørder engang hadede, men nu elsker! Udover det er det faktisk også muligt at få Ultimate 64 til at indlæse Cartridge-filer (CRT), så man kan spille eksempelvis Hugo eller det forholdsvis nye og teknologisk meget imponerende, Prince of Persia.

Firmwaren på Ultimate 64 er i skrivende stund på version 1.02. Det betyder desværre ikke overraskende, at ikke alt kører perfekt endnu. Rigtig mange spil kører uden problemer, men jeg har oplevet, at det ofte kniber omkring disketteskift. Enkelte spil – som eksempelvis Buggy Boy vil ikke videre fra startskærmen, mens andre har nogle små grafik-glitches hist og her. Demoer er et kapitel for sig. Ofte er de designet til at presse hardwaren til det yderste, og mange udnytter små fejl i eksempelvis grafikchippen til at lave syrede – og imponerende – effekter. Her kommer Ultimate 64 ofte til kort, og demoerne opfører sig ikke, som de var tiltænkt.

I Ultimate 64 er det faktisk muligt at montere op til to originale Commodore 64 lydchips, også kaldet SID-chips – og dermed opnå stereo, som understøttes af en række demoer og ”SID-tunes”. Fordelen ved at anvende originale chips her er, at lige præcis denne komponent også indeholder nogle analoge filtre, som ikke kan genskabes i en FPGA uden at ty til emulering.

Og på nuværende tidspunkt har ingen formået at lave en perfekt emulering af lyden – heller ikke Gideon Zweijtzer. Det betyder med andre ord, at lyden ikke er perfekt, og nok heller aldrig bliver det. Langt det meste af tiden, er den emulerede lyd dog fin, men enkelte spil og melodier lyder – ja, skrækkeligt.

Faktisk er der stor forskel på lyden i de forskellige udgaver af SID-chippen, som kom ud af Commodore-fabrikkerne over årene, så der diskuteres til stadighed, hvilken SID-chip, der lyder bedst. Gideon Zweijtzer har dog luftet, at han arbejder på at lave en licensaftale med skaberne af den bedste ”soft-SID” på markedet, og hvis det lykkes, kommer vi ganske tæt på den ægte vare.

Taler vi billedkvalitet, så skal der ikke meget til at konkurrere med det ofte meget støjfyldte og gnidrede analoge billede, som kom ud af mange C64’ere. HDMI-outputtet er da også rigtig flot – men jeg bemærker alligevel nogle irriterende lodrette streger. På en original Commodore 64 var der også lodrette streger – jailbars – som var en biprodukt af en designfejl i VIC-II grafikchippen. Men jeg forstår ikke helt, hvorfor der er lignende streger på et ellers fuldstændigt digitalt output. Måske skyldes det, at Gideons genskabelse af VIC-chippen er så perfekt, at selv fejlene er kommet med over – eller også har det en anden årsag. Heldigvis kan stregerne justeres nogenlunde væk på mit fjernsyn, ved at reducere skarpheden, og skal jeg være ærlig, så passer en lille smule uskarphed faktisk de store C64-pixels ganske godt.

Konklusion

Så ja, det er små fejl, og ikke alt kører fuldstændigt perfekt – endnu. Men Ultimate 64 er et spritnyt produkt, lavet af en enkelt, men uhyre kompetent og dedikeret mand. Derfor er der masser af grund til at tro på, at mange af fejlene vil blive rettet, efterhånden som firmwaren modnes. For det er det smarte med FPGA – det hele ligger i software, så risikoen for at en fejl ikke kan rettes, fordi den skyldes en hardwarekomponent, bør være ret lille.

Med en pris på 209 Euro plus porto kan man indvende, at det er mange penge at betale for et bundkort, som ikke engang fejlfrit gør det samme, som en original Commodore 64 kan gøre. Originale 64’ere er trods alt stadig langt billigere, og man har charmen ved den oprindelige hardware. Men når man tænker på, at boardet også indeholder en lang række udvidelser og genskaber hardware, som vil være ganske dyrt at anskaffe sig ved siden af, begynder det hele at give mening. Med det indbyggede 1541 Ultimate 2+ modul og alle dets funktioner (hvoraf mange slet ikke er nævnt i denne gennemgang)– er Ultimate 64 et virkelig bekvemt og ganske prisbilligt produkt. Og er du meget puritansk, når det kommer til medier, er der intet der afholder dig fra at tilslutte en original datasette eller et diskettedrev.

Jeg glæder mig til at følge udviklingen af produktet, og ikke mindst de firmware-opdateringer med fejlrettelser, som jeg forventer snart kommer. Til den tid vil jeg forsøge at komme med en lidt grundigere test af maskinen.

Video

Jeg har skudt en hurtigt “unboxing-video” til de nysgerrige. Andre har allerede lavet bedre på YouTube, så vil du se dyret i aktion, så søg dér 🙂