Videokabler til C64

Hvordan får man den flotteste billedkvalitet ud af sin Commodore 64? Jeg har kigget på de forskellige muligheder.

TV-modulatoren

Da jeg fik min Commodore 64 tilbage i julen 1988 var det egentlig en fælles julegave til både min storesøster og jeg. Mine forældre mente, at en computer ville være perfekt til os begge, da computeren jo både kunne bruges til spil og seriøs skolebrug. Det med skolebrugen skulle dog vise sig at være yderst begrænset, særligt da vi hverken havde printer, diskettestation eller nogen former for tekstbehandling til maskinen. Så min søster fik ikke megen glæde af computeren, og hendes nyindkøbte fjernsyn blev på mere eller mindre permanent basis gjort til computerskærm.

Computeren blev koblet via til fjernsynet via den indbyggede RF-modulator. Den fungerer ved at omdanne signalet til et analogt TV-signal, som kan søges frem via fjernsynets analoge tuner. Billedet stod langt fra knivskarpt, men for en 10-årig, der aldrig havde kendt til andet, var det absolut acceptabelt.

Men nu 30 år senere, er det modulerede TV-signal ubrugeligt af flere årsager. Dels er skarpheden virkelig ringe, og dels er det efterhånden vanskeligt at finde et TV med en hæderlig analog tuner. Så er det godt, at Commodore 64 fra starten var forsynet med en alternativ video- og lydudgang.

Ovenfor ses RF-modulator-udgangen til venstre – og video-udgangen til højre.

Komposit video

Det næste trin op ad kvalitetsstigen er det kompositte (composite) signal, som kan hentes ud fra det runde DIN-stik ved siden af computerens seriel-port. Som navnet antyder, er et komposit billedsignal sammensat af forskellige billedinformationer, der føres gennem et enkelt kabel. Et sådan signal forbindes typisk til fjernsynet via tre RCA-connectorer på fjernsynet – typisk en gul til billede, og en rød og en hvid til lyden.

Komposit-signalet kan også overføres til fjernsynet via scartstikket. I så fald vil billedkvaliteten være den samme som ved RCA-kablerne, for godt nok er scart-stikket udformet, så det både understøtter komposit-video og RGB – altså en forbindelse, hvor billedet splittes op i hver sin forbindelse til den røde, grønne og blå farve – men det understøtter Commodore 64 ikke.

Som bekendt er skærmopløsningen på en Commodore 64 ret lav, så et analogt, komposit videosignal er ikke nødvendigvis et stort problem. De analoge signaler er følsomme for forstyrrelser fra for eksempelvis wifi, tv-signaler og mobiltelefoni, så det gælder om at vælge et kabel, som er godt skærmet, så signalet ikke forringes af disse forstyrrelser. Typisk vil forstyrrelserne komme til udtryk via “bølger” og striber på billedet, så oplever du dette, er det sandsynligvis dit kabel, der ikke er godt nok. Men uanset hvor godt et kabel, du har, kan du med komposit-signalet ikke slippe af med “colour bleed” – altså en udvaskning af visse farver, når de optræder ved siden af hinanden.

På billederne kan det være svært at se den store forskel på det RF-modulerede signal og det kompositte, men læg dog mærke til “Dette er en prøve”-teksten, som ved det kompositte signal trods alt står skarpere. Udover at signalet moduleres til et analogt antennesignal, stiller signalet tilsvarende krav til kvaliteten af den analoge tuner i fjernsynet. I tilfældet på mit Samsung LCD-TV er tuneren i stand til at levere et hæderligt billede, men lyden generes af hvid støj.

S-video

Kigger man på pinout’et for video-stikket bag på computeren, vil man opdage, at Commodore faktisk designede stikket med endnu en video-mulighed. Pin 1 udsender “luminans” og pin 6 “chrominans (Y/C)”. Ved at splitte signalet op i to forbindeler opnår man væsentlig større skarphed og bedre kontrast end et almindeligt komposit videosignal. Signalet var oprindeligt tænkt til Commodores monitor-linje, men har senere vundet indpas som S-Video eller S-VHS i fjernsynsverdenen.

Ovenfor ses et såkaldt LCA-kabel, som fulgte med flere af Commodores monitorer. Farvekoderne er gul: luminans+sync, rød: chrominans, og sort: lyd (mono). Kobler du dette kabel til et fjernsyns kompositte indgang (gul i video, rød og hvid i audio), vil du få et sort-hvidt billede.

Med andre ord: Har du et TV med et S-Video indgang, kan du forbinde din computer til det og opnå den bedste billedkvalitet fra din Commodore 64. Der findes også TV, der understøtter S-Video via Scart – og har du sådan ét, er det muligt at lave et kabel, der sender S-Video ad den vej.

Mit TV har desværre ikke S-Video stik, så jeg har måtte låne følgende billede fra et andet site, men det viser tydeligt, at S-Video er de to andre forbindelsestyper overlegent:

Og nej, hvis dit fjernsyn ikke har et S-Video-stik, så kan du desværre ikke bare bruge en S-Video til Scart-adapter. Adapteren vil i så fald sammenkøre signalerne til et komposit-signal, inden det når ind i fjernsynet.

HDMI

En Commodore 64 har da ikke HDMI? Nej, men en Ultimate 64 har. Du kan læse om Ultimate 64 her – og for sammenligningens skyld, tager det knivskarpe digitale output sig sådan her ud :

Er der mere, jeg kan gøre for at optimere signalet?

Ja, det er der faktisk. Commodore 64 blev produceret i millionvis over en lang årrække. Som tommelfingerregel kan man sige, at billedkvaliteten blev bedre over årene, efterhånden som Commodore fik optimeret på VIC-II chippen og TV-modulatoren. Så har du en 64’er hvor billedet står meget dårligt, kan du sikkert finde en anden, hvor det står bedre.

Udover det, handler det om at vælge kabler af en god kvalitet, men der findes faktisk også en lille anordning, som sættes mellem motherboardet og VIC-II chippen. Den hedder Lumafix. Lumafixen er udstyret med tre små potentiometre, som kan justeres og næsten eliminere de lodrette “jailbars”, som de fleste 64’ere lider af (særligt C64C / ikke-“brødkasse-modellen”).

Hvordan den fungerer, kigger jeg på i en kommende artikel.

Skriv en kommentar