PlayStation Classic – Er den SÅ dårlig?

I 2019 vil jeg købe færre… Argh, hul i det! Nu har jeg købt den anmelder-udskældte PlayStation Classic, for den kan umuligt være så elendig som alle siger. Eller kan den?

Der gik lige præcis 1 måned. Så panikkede Sony og satte deres bud på en minikonsol på brandudsalg. I stedet for de 1.000 kroner, som man optimistisk lagde ud med hos flere danske forhandlere før jul, røg prisen ned til det halve flere steder, umiddelbart efter nytår.

Og ja, det skyldes jo nok, at konsollen er blevet slagtet af anmelderne. De indbyggede 20 spil er en tam omgang set i forhold til det stærke bagkatalog af PlayStation 1-titler, som man kunne have trukket på. Og emuleringen skulle være middelmådig. Som i langsom, hakkende, gnidret – ja skrækkelig! Og så var der det underlige misk-mask af PAL- og NTSC-titler, som ikke gjorde tingene bedre.

Listen over indbyggede spil, ser således ud:

– Battle Arena Toshinden (PAL)
– Cool Boarders 2 (PAL)
– Destruction Derby (PAL)
– Final Fantasy VII
– Grand Theft Auto (PAL)
– Intelligent Qube
– Jumping Flash! (PAL) 
– Metal Gear Solid
– Mr. Driller
– Oddworld: Abe’s Oddysee (PAL)
– Rayman
– Resident Evil Director’s Cut (PAL)
– Revelations: Persona
– R4 Ridge Racer Type 4
– Super Puzzle Fighter II Turbo
– Syphon Filter
– Tekken 3 (PAL)
– Tom Clancy’s Rainbow Six (PAL)
– Twisted Metal
– Wild Arms

Nå, men altså… Nogen skal jo hjælpe Sony af med de sikkert alt for mange minikonsoller, de har fået produceret. Så jeg har taget én for holdet og hældt én i indkøbskurven. Og hvordan er den så?

Vi starter med det positive

Den er sgu bedårende, den lille mini-PlayStation! Sony har til fulde levet op til den høje standard, som Nintendo satte med deres NES- og SNES-minimaskiner. Alle detaljerne er der: Knapperne, den lille klap for udvidelsesporten på bagsiden, køleribberne på siden, det HELE. Ja, okay – disc-låget kan selvfølgelig ikke åbnes og memory-card-portene er også bare til pynt. Men ellers har vi at gøre med en særdeles troværdig og velproduceret kopi – også når det kommer til indpakningen, som vækker minder til originalen. Sådan skal en mini-konsol skæres!

Lige med undtagelse af teksten på Power og Eject-knapperne, er det kun størrelsen, der afslører, at den ene konsol kun er en kopi.

Det er også god stil, at Sony har smidt to controllere i pakken. De er ikke af dual-shock typen, men de kom også først relativt sent i den oprindelige PlayStations levetid. Det betyder dog, at analog styring og vibration er dømt ude på nogle af de inkluderede titler – og det er selvfølgelig en svaghed.

Men hvad så, når der kommer strøm til dyret? De 20 spil præsenteres på en lidt simpel karrusel-menu, uden nogen former for funky baggrundsmusik eller andet lir, så her bliver man ikke hængende længere end nødvendigt.

Det er ikke nogen hemmelighed, at selve spillene afvikles af en open source-emulator. Sony har ikke ofret udviklingsdollars på selv at bakse én sammen, så de lukrerer på selvsamme menneskers arbejde, som de i mange år prøvede at forpurre. Mange anmeldere har kritiseret både emulatorens præcision og, at hardwaren ikke er kraftig nok til at afvikle spillene flydende.

Hvis vi tager præcisionen, så er det rigtig nok: Der er klumper i lyden i nogle af spillene – og når man skrider ud i svingene i Ridge Racer, giver det ekko, som racede man rundt i et alt for stort badeværelse. (Faktisk er der ekko på al talen i Ridge Racer!) Nogle af spillene er PAL-udgaver, mens andre er NTSC-versioner. Eftersom konsollen konsekvent sender 60 Hz ud via HDMI-stikket, betyder det, at scrolling i PAL-spil ikke bliver helt flydende – mens NTSC-spillene afvikles helt som de skal. Amerikanerne beklager sig over, at PAL-spillene kører notorisk for langsomt – men det var faktisk i det tempo, at vi europæere måtte spille vores Tekken og Cool Boarders. Og SÅ slemt er det altså ikke. Bevares, når jeg sætter Classic-konsollen op i en direkte duel mod originalen, er der ingen tvivl om, at originalen er førstevalget. Det mest generende er faktisk den underlige antialias/blur-effekt, der er lagt over billedet, der gør det hele unødigt gnidret. En original PlayStation med et RGB-kabel leverer et klart bedre billede. Hvis det er for at kompensere for, at de gamle polygonbaserede spil kan se noget takkede ud, når de blæses op på en moderne fladskærm, så havde det været bedre at introducere et valgfrit CRT-filter, fx med scanlines, som flere af de andre mini-konsoller har gjort det.

Til venstre ses speedometeret i Ridge Racer 4 (PAL) på en original PlayStation med et RGB-kabel. Til højre ses samme speedometer på PlayStation Classic. Grafikken er langt mere gnidret her. Ridge Racer-versionen på PlayStation Classic er NTSC-udgaven. (Jeg har også testet en NTSC-udgave af Ridge Racer på den originale PlayStation, men også her står billedet skarpt)

Men når først musikken spiller, og man sidder og tæsker hinanden i Tekken 3, glemmer man lidt alle de små irriterende knaster. Især, hvis man ikke er en fjollet hoarder som undertegnede, der har gemt sin originale konsol i skabet alle disse år, mens tidens tand har transformeret den fra vildeste teknologi-skrig til fuldstændig ubrugeligt elektronikskrot, og så til übercool retro. Det største problem er det fattige spiludvalg. Jeg savner Crash Bandicoot, Spyro, Croc, Tomb Raider, Silent Hill og WipeOut. Den slags titler der definerede konsollen. Jeg ved, at det sikkert har været en udfordring at sikre licenser til de mange titler, men for hulen…

Er den så pengene værd?

Ikke 1.000 kroner i hvert fald. Nok heller ikke 500. Mange af de bedste PlayStation 1-titler kan købes i PSN-store for håndører til både PS3, PS4, Vita og PSP, så der er masser af muligheder for at spille dem på bedre hardware. Og en Raspberry Pi kan faktisk levere et mindst lige så godt resultat for væsentligt færre penge.

Men så får man jo ikke den lille nuttede mini-konsol. Og det er nok – når alt kommer til alt – den eneste grund til at købe maskinen. Hvor mange penge den så er værd, det må være op til én selv.

Nå, ja – den kan hackes!

Man skal ikke lede længe på YouTube, før man støder på de første mange videoer af folk, der har fyldt deres konsoller med masser af nye spil. De kan sågar afvikles fra en USB-pen, og har man et kompatibelt USB-tastatur, får man adgang til en slags debug-menu med et tryk på escape! Hvis det går som det plejer, betyder det, at vi snart ser de første community-drevne forbedringer af konsollen, og hvem ved, om den så ender med at blive en hel del sjovere?

(Selv har jeg endnu ikke haft held med at finde et kompatibelt tastatur, så jeg har ikke haft lejlighed til at afprøve “escapetricket”.)

Skriv en kommentar