Sådan får du andre spil på PlayStation Classic

You are currently viewing Sådan får du andre spil på PlayStation Classic

Sonys udskældte PlayStation Classic har i hvert fald én formildende omstændighed: Man kan udskifte de indbyggede spil så let som ingenting.

Det indbyggede lineup på 20 spil er en noget broget omgang. Blandt en række klassiske titler, er der mange fuldstændigt ligegyldige spil, som man næppe nogensinde har spillet – eller kommer til at spille.

Heldigvis har Sony – måske på grund af deres enorme dovenskab, da konsollen skulle hastes ud i butikkerne – gjort det uhyre nemt at tilføje nye spil på maskinen.

Alt hvad du skal bruge er en USB-pen og programmet BleemSync – og så selvfølgelig nogle PlayStation 1-titler, som du ripper i BIN/CUE-format. Til det kan du bruge programmet ImgBurn.

BleemSync er et program, der kort beskrevet lægger sig oven på PlayStation Classics eget filsystem, og herfra modificerer det indbyggede menusystem, så det kan vise spil, som ligger på en USB-pen. Du skriver altså ikke noget direkte til PlayStation Classics indbyggede flash, så så snart du fjerner USB-pennen fra maskinen, fjerner du også alle spor af BleemSync.

Næsten for let…

Start med at finde en USB-pen af en rimelig størrelse og med en anstændig læsehastighed (er den for langsom, vil du opleve hakker i fx full-motion video) og formatter den i FAT32-format og navngiv den “SONY”.

Hent derefter BleemSync fra https://github.com/pathartl/BleemSync/ og pak det ud til din computer. Angiveligt kræver Windows-versionen af programmet Windows 7 32 bit, men jeg har nu uden problemer kørt det på Windows 10 64 bit.

Kopier indholdet af mappen over i roden af din USB-pen.

Kopier spil ind i “Games”-mappen på USB-pennen. Hver spil skal ligge i en mappe for sig – fx sådan her:

1/GameData/spil1.bin
1/GameData/spil1.cue

2/GameData/spil2.bin
2/GameData/spil2.cue

Åbn en kommandoprompt og gå ind i BleemSync-mappen på USB-pennen. Kør så “bleemsync.exe”.

Nu klarer BleemSync (næsten) resten – den opretter de resterende filer, der skal til for at instruere emulatoren i PlayStation Classic til at afvikle spillene efter hensigten. Den henter også (som regel) det rigtige coverbillede til spillet.

Det lille program “BleemSync” gør sit trylleri…

Jeg oplevede dog, at X-knappen i spillene ikke virkede, første gang jeg startede spillene op. Det løste jeg ved at kopiere pcsx.cfg-filen fra BleemSync-zipfilen ind i hver af spilmapperne.

Sæt nu USB-pennen i din PlayStation Classics port 2 og start konsollen. Den tager lidt længere tid end normalt om at starte op, men du skulle gerne ende med en karrusel med kun de spil, som du har lagt ind på USB-pennen. Herfra er det bare at spille som normalt.

Sådan ser GUI’et ud, når du har fyldt nogle spil på USB-pennen. Læg mærke til, at de indbyggede spil ikke vises, men kun de spil, der ligger på USB-pennen.

Lidt om cue- og bin-filer

BleemSync forventer at få serveret spillene som en imagefil med efternavnet .bin og en indekseringsfil med efternavnet .cue. Ofte kan man støde ind i spil, hvor man kun har én eller flere .bin-filer og ingen .cue-fil. I de tilfælde, skal vi arbejde lidt.

Først skal vi have genereret .cue-filen. Det er egentlig bare en tekstfil med oplysninger om, hvilken type cd-image, der er tale om, som fx kan se sådan ud:

FILE "CrashBandicoot3.bin" BINARY
TRACK 01 MODE2/2352
INDEX 01 00:00:00

Har du kun en enkelt .bin-fil, kan du hurtigt lave en tilsvarende for dit spil, men du kan også bruge en online-tjeneste som denne: http://nielsbuus.dk/pg/psx_cue_maker/. Her trækker du .bin-filen ind i et vindue i browseren, hvorefter den spytter den tekst ud, du skal bruge til din .cue-fil.

Lidt mere kompliceret bliver det, hvis du har et spil bestående af flere .img-filer. For at BleemSync kan hitte ud af dem, skal du have samlet dem til én .img-fil:

Start med at generere en .cue-fil ved hjælp af værktøjet på
http://nielsbuus.dk/pg/psx_cue_maker/ . Træk alle .img-filerne ind på én gang. Når du har .cue-filen, kan du fortsætte til næste trin: konvertering af filerne til et nyt image.

Til det formål bruger jeg det snart 20 år gamle program CDMage. Her er det vigtigt, at bruge den version, som hedder 1.02.1 Beta. Det ligger på https://www.videohelp.com/software/CDMage, eller kan downloades her.

Indlæs nu .cue-filen i CDMage. (File -> Open…). CDMage tygger lidt på indholdet og skulle gerne ende med at vise en oversigt over alle de tracks, som er på CD-imaget. Marker disken i vinduet til venstre, og vælg derefter “Save As” fra File-menuen for at generere en ny .img- og .cue-fil. Vælg ikke det samme navn, som de oprindelige filer. Når programmet er færdig med at arbejde, skulle du gerne have én .img-fil og én .cue-fil, som du kan smide over på din USB-pen.

CD-Mage er et temmelig gammelt program, men det gør, hvad det er sat i verden for.

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Nichlas Lind Holgersens

    Godaften vil det være muligt at købe en usb pen med spil på igennem dig? da jeg ikke har mulighed for selv at rip spil og ligge dem ned på usb pen.

    Mvh Nichlas

    1. Peter Friis Jeppesen

      Hej Nichlas,
      Beklager, at jeg ikke lige har set din besked før nu. Nej, desværre – jeg sælger ikke spil, da de er beskyttet af copyright. Men der findes sider på nettet, som ikke bekymrer sig om den slags – ISO-filerne er bare en Google-søgning væk 🙂
      Mvh Peter

Skriv et svar