I denne weekend er det præcis 40 år siden, at Commodore 64 blev præsenteret. Der gik lige nogle år – nærmere bestemt til juleaften 1988, før jeg kom med på beatet og stiftede bekendtskab med verdens fedeste computer.
For Commodore 64 ER noget helt særligt. Ikke siden har jeg haft en computer, som i samme sekund, den blev tændt, viste en venlig blå skærm, der med beskeden “Ready” sagde “værsgo at programmere mig” (Eller hvis man skal referere til en cheasy 80’er-film “Tast mig, jeg er din”), og dermed indbød til leg, læring og kreativitet.
En fantastisk brugervejledning lærte mig at skrive programmer i BASIC – et simpelt men sjovt programmeringssprog, som gav mig en grundlæggende forståelse for, hvordan computere fungerer, som jeg trækker på den dag i dag.
Og bortset fra nogle få mørke år i 1990’erne har Commodore 64 fulgt mig lige siden. Eller jeg har fulgt den. For selvom produktionen 64’ere stoppede i 1994, efter at have solgt op imod 17 millioner eksemplarer, er der stadig masser af liv i “brødkassen”.
Der kommer dagligt nye spil og programmer til 64’eren, og flere af titlerne sælges i tusindvis. Mange bryder grænserne for, hvad man hidtil troede var muligt at vride ud af den sparsomme hardware, og imponerer på både gameplay, grafik og lyd.
Der er også masser af ny hardware. I dag behøver man ikke at loade sine spil fra bånd og diskette. Så fedt er det jo heller ikke at vente 20 minutter på en “Load error”-besked. Der findes udvidelsesmoduler, så software kan indlæses fra USB-drev eller hukommelseskort, endda til lyden af et spinnende floppydrev. Det er også muligt at få 64’eren på nettet, købe RAM-udvidelser eller et hav af andre udvidelseskort. Ja, faktisk kan du købe en spritny computer med HDMI og hele molevitten, hvis du vil.
Og skulle ens Commodore 64 gå i stykker – hvilket sker forbavsende sjældent – produceres der stadig reservedele. Ny lydchip? Intet problem. Ny PLA? Intet problem. Ny strømforsyning? Heller ikke noget problem. Nyt kabinet? No problemo – du skal blot beslutte dig for en af de fem farver! Der er hele tiden nye erstatninger under udvikling.
Jeg kan ikke komme på andet forbrugerelektronik (okay, måske lige pladespillere), hvor teknologien i den grad stadig lever og videreudvikles af entusiastiske brugere her 40 år efter lanceringen.
I disse uger færdiggør en lille håndfuld tyskere og australiere Commodore 64′ åndelige efterfølger, MEGA 65, der er bygget over den Commodore 65, som aldrig blev. En 8-bit computer med forbedret grafik og lyd, et stærkt forbedret BASIC-programmeringssprog og samme look and feel som Commodores computere. At få den bliver som juleaften 1988 igen, og jeg glæder mig som en gal.
Da jeg i 1992 eller 1993 solgte min (og min søsters) Commodore 64 for at få råd til en Amiga, fortrød jeg det hurtigt, og for cirka 20 år siden, anskaffede jeg mig igen en 64’er. Endda samme model og med præcis samme små quirks og smådefekter, som den, jeg (vi) havde. Sidenhen er maskinparken blevet væsentligt udvidet, og i de senere år er det lykkedes mig at genskabe den samling af spil, hardware, bøger og andet isenkram, som jeg så ufølsomt skilte mig af med i jagten på ussel mammon. Ingen af delene forlader huset igen uden mig.
Tilløk’ med de 40, Commodore 64!
