Jeg må indrømme, at jeg har et blødt punkt, når det kommer til de små relancerede miniudgaver af gamle retrocomputere og konsoller. Og mens de fleste af modellerne har et forholdsvis kort liv på butikshylderne, ser det ud til, at The C64 Mini, der er miniudgaven af Commodore 64 aldrig bliver udsolgt.

Selvom jeg købte et eksemplar på udgivelsesdagen tilbage i 2018, og selvom maskinen har sine (mange) begrænsninger, har jeg alligevel længe gået og tænkt “Man burde lige have én mere”, hvis prisen er rigtig. Og det var den, da en stor dansk netbutik her ved indgangen til 2023 begyndte at sælge dem til 268 kr. inklusive porto… ( Ja, jer, Coolshop!)

Jeg nappede en, og her er beretningen om, hvorfor man i 2023 åbenbart skal se sig ekstra godt for, når man vil købe en The C64 mini!

De konsoller, som sælges på det danske marked, har hidtil været PAL-maskiner produceret til europæiske retrogamere. Men noget tyder på, at danske forhandlere har parallelimporteret partier af amerikanske maskiner – og det er – for at sige det mildt – pløk-åndssvagt, for det betyder, at man slet ikke får samme Commodore 64-oplevelse, som med PAL-maskinerne.

Spillene kører nemlig ALT for hurtigt! Og med ALT for hurtigt menes den hastighed, som amerikanske Commodore 64-ejere er vant til, men som vi europæere med vores 50 Hz computere og fjernsyn ikke er vokset op med.

Ganske vist kan man i Mini’ens firmware skifte mellem 50 og 60 Hz skærmopdatering – men det virker ikke til at gøre den store forskel, for emuleringen kører for hurtigt uanset, hvad man vælger. Både de indbyggede spil og dem, man indlæser via USB.

Er det noget at gøre ved det?

Næh, ikke rigtig, med mindre du er indstillet på at hacke din konsol og køre alternativ firmware. En mulighed er Project Carousel, som tillader, at man lægger nye spil ind i Mini’ens spilmenu (der fortsat afvikles fra USB-sticken). Med de rette parametre kan man indstille spillene til at blive afviklet i den rigtige hastighed, men fordi maskinen insisterer på at køre 60 Hz, bliver scrolling aldrig flydende. Det ser mildest talt skrækkeligt ud, så det er ikke rigtig en mulighed.

Project Carousel er imidlertid et bæst af en “firmware” (det er ikke en rigtig firmware, da det hele afvikles fra USB-sticken), som gør det muligt at køre andre emulatorer, blandt andet dens egen version af Vice-emulatoren. Måske kan det løse problemet, men så kommer vi så langt væk fra Mini’ens grundfilosofi om blot at være plug-and-play retrosjov, at det bliver formålsløst. Så kan man lige så godt bruge en Raspberry Pi, en PC eller for den sags skyld en emulator-app på sit smart-tv.

Så konklusionen er, at den amerikanske udgave ser ud til at være lige til skraldespanden i Europa, men det undrer mig alligevel, at RetroGames Ltd. ikke har sørget for, at firmwaren gnidningsfrit kan skifte mellem de to regioner i stedet for at lancere to vidt forskellige hardwaremodeller.

Spot the imposter!

Ja, for den europæiske og den amerikanske The C64 Mini er nemlig to vidt forskellige stykker hardware. Man opdager først og fremmest ved, maskinerne har to forskellige farver. Hvor den europæiske ligner en brødkasse, der kunne trænge til en seriøs gang retrobrighting, er den amerikanske mere ren grå.

På undersiden er den europæiske forsynet med et klistermærke med serienummer, mens den amerikanske har tekst støbt ind i kabinettet.

Og smider du dem på bagevægten, vil du opdage, at de heller ikke vejer det samme, så uden af granske indmaden er der formentlig også tale om to forskellige print.

I virkeligheden er det nemmeste at spotte hvilken model, du står med, ved at kigge på emballagen. Her viser den europæiske et PEGI7-logo i nederste venstre hjørne, mens den amerikanske viser en ESRB-rating, som er deres svar på PEGI-standarden. Og går man listen af spil på bagsiden igennem, er der også forskelle.

Så ja – nu er du advaret! (Hvis du altså har læst dette indlæg, før du har købt en amerikansk The C64 Mini)