Reparation af Amiga 1200-tastatur

For nogle år siden købte jeg en urimeligt billig Amiga 1200. “Den virker 100%”, lovede sælgeren, så jeg tog bilen og kørte 250 km. syd-vest på for at hente vidunderet. Helt 100% viste sig dog at være en lille overdrivelse. Den originale harddisk havde ikke overlevet de mange år på sælgerens loft, og det skulle da også vise sig, at et par af tasterne ikke fungerede.

Harddisk var der råd for, for jeg havde et lager af gamle IDE-diske, og én af dem blev med hjælp fra WinUAE hurtigt formatteret og fyldt med Workbench og WHDLoad-spil. Men tastaturet krævede lidt mere inspektion.

Amiga 1200-tastaturer er heldigvis ret simple. De består af nogle taster, som med en fjedermekanisme kan trykkes ned og skabe forbindelse mellem nogle “printbaner” på en plasticmembran. Og membranen var selvfølgelig årsagen til, at ikke alle taster fungerede. To af printbanerne var nemlig skrabet i stykker, så de ikke længere havde forbindelse.

Der var tre løsninger på det problem – og jeg prøvede dem alle.

Nyt tastatur

Jeg fandt et NOS – altså “New Old Stock” – tastatur i England, og med et snuptag var Amiga 1200’en fuldt fungerende igen. Endda med et funklende nyt tastatur, med taster lige så hvide og flotte, som dengang computeren forlod fabrikken. Og da selve kabinettet aldrig var gulnet, blev computeren virkelig flot.

a1200_keyboard

Reparation af keyboard-membranen

Men hvad så med det oprindendelige tastatur? Smed jeg det ud? Naharrhj, for det skulle da repareres. Og det blev den – for en rund 10’er!

På eBay købte jeg en rulle kobbertape, som fås i forskellige bredder. Jeg valgte en rulle med en bredde på 5 mm. Planen var nemlig at “lappe” de brudte printbaner på membranen med et 5 mm. langt og 1 mm. bredt stykke tape. Virkede det så? Oh yeah!

fixed_traces

Det reparerede tastatur har nu ligget i skabet i et par år – og det virker stadig. Stik mod mine forventninger er kobbertapen blevet siddende, og tastaturet fungerer fuldstændig upåklageligt. Men om det ville kunne modstå længere tids daglig brug, har jeg ikke testet.

En anden mulighed, som jeg heller ikke har afprøvet, er at reparere membranen ved hjælp af samme type tusch, som man bruger til at reparere elbagruder i biler. Har du forsøgt dig med dette, så del dine erfaringer i kommentarfeltet!

Udskiftning af keyboard-membranen

For et par uger siden besluttede jeg mig for et mere permanent fix. En forhandler i England har nemlig fået reproduceret membraner til forskellige Amiga-tastaturer, så sådan én skulle naturligvis prøves.

Membranen kom fint emballeret mellem to tykke papstykker, så det ikke kunne blive bøjet i posten. Ved første øjekast ser det fint ud, selvom den membran, jeg modtog havde nogle mistænkelige misfarvninger – tilsyneladende af samme materiale, som printbanerne er lavet af. Jeg vurderer dog, at disse er på undersiden af membranen, og ikke udgør nogen risiko for kortslutninger eller manglende forbindelser.

ny_membran

Membranen passer perfekt til mit tastatur, men vær opmærksom på, at Commodore producerede to-tre forskellige varianter af deres tastaturer, og at membranen derfor ikke nødvendigvis passer på dit tastatur. Heldigvis oplyser forhandleren hvilke modelbetegnelser, du skal kigge efter.

Tips

Årsagen til, at tastaturmembranen var i stykker var tilsyneladende at nogle skarpe plastickanter fra støbningen med tiden havde “kradset” den strømførende belægning af membranen. Så tjek plasticdelen på dit tastatur for skarpe kanter, sand og snavs, inden du monterer en ny membran.

a1200_keyboard_skarpekanter

Brug en passende skruetrækker, når du skiller tastaturet ad, så du ikke ødelægger kærven på skruen. Sørg også for ikke at overspænde skruerne, så du ødelægger gevindet i tastaturet.

Jeg testede tastaturet med en KeyRah v2, som er et interface, hvormed man kan tilslutte fx et Amiga- eller Commodore 64-tastatur til en PC via USB. Det er genialt. Men læs lige manualen, når du bruger det til at teste Amiga-tastaturet… Udover at man skal sætte en en jumper korrekt, er der en knap på KeyRah’en, som mapper tastaturet til forskellige funktionaliteter. Så når halvdelen af tasterne ikke virker, og den anden halvdel giver uventet respons, så kan det meget vel være KeyRah’en, der er indstillet forkert. Så lærte jeg dét!

Skriv et svar