Nu er turen kommet til Commodore 64, når det gælder genskabelsen af gamle computere og spillekonsoller i miniudgaver. Et projekt, der startede som en ikke specielt succesrig Indigogo-kampagne i 2016, men som på grund af Indiegogo’s “flexible funding”-koncept alligevel fik rejst et beløb, der kunne finansiere den videre udvikling af en uofficiel genskabelse af tidernes bedst sælgende hjemmecomputer. Selvom kampagnen lovede en Commodore 64 i fuld størrelse samt en håndholdt konsol, valgte folkene bag i stedet at udvikle en mini-udgave uden funktionelt tastatur, hvilket selvsagt ikke faldt i god jord hos alle backere. (Backerne er blevet lovet, at udviklingen af en computer i fuld størrelse går i gang nu, og som en kompensation har alle fået en mini-udgave, som de kan fordrive ventetiden med. ).

Tiden gik og manglen på detaljerede oplysninger om, hvilket produkt det hele ville ende med, fik mange til at tvivle på, OM der nogensinde ville komme noget produkt. Men den 29. marts i år, skete der så endelig noget. Retro Computers Ltd. sendte THE C64 Mini på gaden, og jeg måtte selvfølgelig have fat i et eksemplar, for at se nærmere på den.

Konsollen leveres i en farverig indpakning, der vidner om, at man faktisk har brugt tid og kræfter på at få produktet til at fremstå helstøbt og indbydende. Inde i kassen ligger konsollen bagt et gennemsigtigt cover foruden et joystick, en kort manual, et HDMI-kabel og et USB-kabel.

Konsollen er modelleret efter den oprindelige “brødkasse”-model, og selvom farven er en lille smule off i forhold til, hvordan originalen så ud, da den forlod samlebåndene i begyndelsen af 1980-erne, har producenten nu alligevel været ret tro mod forbilledet. Tastaturet er som nævnt kun til pynt, men med to USB-porte i siden, hvor der oprindeligt var joystick-porte, kan man tilslutte et USB-tastatur, hvis man skulle få lyst. På bagsiden af konsollen finder vi en HDMI-udgang og en mini-usb port, der skal forsyne konsollen med strøm.

Det ses tydeligt, at producenten har haft øje for detaljer, da den lille mini-brødkasse skulle designes.

Et blandet spiludvalg

På THE C64 Mini findes 64 spiltitler, men det er langt fra alle, jeg vil betegne som klassikere. De fleste titler er fra engelske softwarehuse som Hewson og Gremlin Graphics samt amerikanske Epyx, og selvom det helt sikkert har noget at gøre med, hvor let (og billigt) man har kunnet skaffe rettigheder til spillene, kunne man godt have ønsket sig et mere varieret udvalg og nogle flere kendte titler. Blandt mine favoritter på konsollen er Boulder Dash, Monty on the Run, Cosmic Courseway samt Winter Games, men jeg savner mange af de titler, jeg finder frem, når jeg spiller på min “rigtige” 64’er.

Døm selv om, hvor mange du kender:

• 

  Alleykat
• Anarchy
• The Arc of Yesod
• Armalyte
• Avenger
• Battle Valley
• Bounder
• California Games
• Chip’s Challenge
• Confuzion
• Cosmic Causeway
• Creatures
• Cyberdyne Warrior
• Cybernoid
• Cybernoid II
• Deflektor
• Everyone’s a Wally
• Firelord
• Gribbly’s Day Out

• 

  Hawkeye
• Heartland
• Herobotix
• Highway Encounter
• Hunter’s Moon
• Hysteria
• Impossible Mission
• Impossible Mission II
• Insects in Space
• Mega-Apocalypse
• Mission A.D.
• Monty Mole
• Monty on the Run
• Nebulus
• Netherworld
• Nobby the Aardvark
• Nodes of Yesod
• Paradroid
• Pitstop II

• 

  Ranarama
• Snare
• Robin of the Wood
• Rubicon
• Skate Crazy
• Skool Daze
• Slayer
• Speedball
• Speedball 2
• Spin Dizzy
• Star Paws
• Steel
• Stormlord
• Street Sports Baseball
• Summer Games II
• Super Cycle
• Temple of Apshai Trilogy
• Thing on a Spring
• Thing Bounces Back
• Trailblazer
• Uchi Mata
• Uridium
• Who Dares Wins II
• Winter Games
• World Games
• Zynaps

Heldigvis har man gjort det muligt at starte konsollen i “Basic”-mode og loade sine egne programmer og spil fra en USB-pen. Løsningen er dog lidt bøvlet på den firmware, som ligger på konsollen ved lanceringen, men på hjemmesiden for THE C64 Mini lover producenten, at der snart kommer en firmware, som skulle forbedre denne funktionalitet betragteligt. Foreløbig må der kun være ét d64-image på USB-pennen ad gangen, så spil på flere disk-sider er udelukket (faktisk KAN man lave et savestate, når man bliver bedt om at skifte diskette – herefter gå til hovedmenuen, indsætte en ny USB-stick med den nye diskette, dernæst indlæse sit savestate og fortsætte, hvor man slap.)

På mange måder minder brugerinterfacet på THE C64 Mini om Nintendos mini-konsoller. Man scroller mellem de indbyggede spil via et vandret bånd, mens en munter chiptune kører i baggrunden. Hvert spil har tilknyttet fire savestate-muligheder, så man kan gemme undervejs – og bruge funktionen til at spole tilbage, når man gang på gang mister et liv i ét af de nådesløse shoot-em-up titler på konsollen. Funktionen kan også bruges til at gemme fire forskellige single-load spil, hvis du har indlæst dem via USB. Man kan sætte skærmen op til at tilpasse sig et moderne 16:9-tv eller tilføje “scanlines”, som efterligner et gammeldags billedrørs-tv.

Det hele kører flydende og scrolling er perfekt afstemt til et europæisk 50 Hz TV, hvilket ellers kan være et problem, når man roder med en emulator på en PC. Nogle tests på nettet taler om, at konsollen ikke reagerer prompte på input fra tastatur og joystick, men det vil jeg nu tilskrive input lag på den skærm, der er er blevet brugt under testen. Her har jeg i hvert fald ikke kunnet konstatere noget nævneværdigt lag.

Not so joy-stick

Det medfølgende joystick er modelleret efter det klassiske Competition Pro stick, som med de klikkende mikro-switches osede af kvalitet og præcision, og som næsten var umuligt at slide op. Helt sådan føles THE C64 Mini-joysticket desværre ikke. Mikro-switchene er erstattet af små gummi-kontakter (kendt fra gamepads) og det hele virker temmelig slasket og upræcist, og man kommer i tvivl om, hvorvidt sticket vil kunne holde til en heftig omgang Summer Games, eller om det er præcist nok til undvige den visse død i Armalyte. (Jeg fik ret – se eventuelt her, hvordan du kan forstærke joysticket) Faktisk behøver man ikke at anstrenge sig ret meget, for at trykke alle fire retningskontakter ned på samme tid! Joysticket er udstyret med et væld af knapper, som på forskellig vis bruges som genveje til funktioner som skærmtastatur og savestate-håndtering. Måske ikke den mest elegante løsning, og placeringen af knapperne kan være lidt uhensigtsmæssig, når man er i gang med et spil, og pludselig kommer til at trykke på en forkert knap.

Det medfølgende joystick ser bedre ud, end det fungerer.

Joysticket genbruger tydeligvis designet fra den C64 DTV-konsol, som kom på markedet i 2004, for når man sammenligner dem, vil man se, at flere af elementerne er præcis de samme. Det har selvfølgelig været et spørgsmål om at holde salgsprisen så lav som mulig, men det er nu alligevel et ærgerligt valg.

Ifølge producenten kan man bruge andre joysticks og gamepads end de medfølgende, men ingen af dem jeg prøvede, fungerede dog efter hensigten, og at dømme efter andre tests på nettet, ser det ud til at være et generelt problem. Producenten har luftet muligheden for at sende en udgave med mikro-switches på markedet senere, men jeg vil personligt ikke sætte penge på det.

Tre næsten ens – og alligevel meget forskellige joysticks: Competition Pro (Speedlink / Individual Computers udgave), C64 DTV og The C64 yderst til højre.

Nostalgi næsten uden (meget) bøvl

Alt i alt fungerer THE C64 Mini nogenlunde som forventet. Selve maskinen er rigtig flot, og spillene serveres i et velfungerende bruger-interface, og de afvikles (næsten) alle uden problemer. (World Games crasher ved caber toss-eventen på min konsol). At man kan tilføje sine egne spil er et enormt plus, særligt når de indbyggede spil ikke lige er dem, man husker bedst fra sin egen barndom. Begrænsningen på to USB-porte gør imidlertid processen mere besværlig, end den burde være. For mens joysticket skal være forbundet til den ene, må tastatur og USB-nøgle kæmpe om den anden, og skulle man få den idé at bytte et tastatur ud med en USB-nøgle undervejs, resetter maskinen og sender én tilbage til hovedmenuen. En hub løser selvfølgelig det problem, men det havde været rart, hvis ikke man skulle ud i den løsning.

Til en pris på omkring 600 kroner og en maskine uden et Commodore-logo, kan man indvende, at man faktisk får mindre, end enhver Raspberry Pi med en C64-emulator kan præstere. Alligevel synes jeg ikke, man skal undervurdere den lille, nydelige Commodore 64-kopi som elektronikken er pakket ind i, og målgruppen er nok næppe os nørder, som har skabene fulde af originale brødkasser. Maskinen er ideel til dem, der for en rimelig pris vil genopleve fornemmelsen af 80’erne via et hurtigt nostalgi-trip – og på en fladskærm uden at skulle bøvle med båndstationer og diskettedrev. Og her må man sige, at konsollen rammer ind i samme segment som Nintendos mini-udgaver, der som bekendt har været enorme kassesucceser. Det største minus er joysticket, som i nogle spil gør en del af spillene til en ekstra hård prøvelse. Jeg håber, at producenten i det mindste får styr på firmwaren, så kan bruge en anstændig controller.

Om THE C64 Mini bliver en succes, må tiden vise. Men man kan håbe, for i givet fald, kan det holde fast i producentens løfter om at fortsætte udviklingen af en computer i fuld størrelse – og hvad det kan føre til, kunne blive interessant at følge.

Super OsWald!