The C64

Retro-kopien af Commodore 64, “The C64” er tilbage. Denne gang med fuldt fungerende tastatur i en kasse, der stort set er identisk med originalen fra 1982.

Da RetroGames Ltd. for et par år siden sendte den lille mini-udgave af Commodore 64 på markedet var det på mange måder en fin lille maskine, men med en række begrænsninger. Den mest markante var, at tastaturet kun var til pynt, og at man derfor var overladt til et indbygget skærmtastatur eller et eksternt tastatur koblet til USB-porten.

Det har selvsamme RetroGames nu rådet bod på. Nu kan du nemlig købe TheC64 i fuld størrelse og med fungerende tastatur. Som sin forgænger er der 64 præinstallerede spiltitler at vælge imellem, eller du kan loade et hvilket som helst spil, hvis du stikker en USB-pen i maskinen.

Walks like a duck, quacks like a duck…

Selvom RetroGames ikke har haft held til at licensere Commodore-navnet, er så er denne full size kopi så tæt på originalen, som det vist næsten kan være. Selv kassen har samme mål som originalen, og både motiv, skrifttyper og farvevalg trækker en tydelig linje mellem original og kopi.

Computeren er modelleret over den gamle brødkasse, og ser man bort fra nogle små millimeterafvigelser, er kopien identisk med originalen. Lige indtil du kigger på bagsiden eller på siden, som afslører, at der hverken er cartridge- eller userport eller muligheder for at tilslutte datasette eller diskdrev. Ikke den store overraskelse, for computeren er som sin mini-makker bygget op omkring Vice-emulatoren.

På bagsiden af maskinen finder vi i stedet en micro-USB port til strøm, en HDMI-udgang til video og en USB-port, der er mest oplagt at bruge til en USB-nøgle med spil. På siden, hvor joystick-portene normalt ville have været, har vi tre USB-porte. Her tilsluttes det medfølgende USB-joystick eller en kompatibel USB-controller.

Logostriben, trykket på 0-tasten og Commodore-tasten er det, der afslører hvem der er original og hvem, der er en kopi.

Foruden selve computeren indeholder kassen et joystick, en strømadaptor og et HDMI-kabel. Alt hvad du skal bruge for at komme i gang!

Maskinen kan køre i Carousel Mode eller Classic Mode. I Carousel Mode mødes brugeren af den velkendte menu fra The C64 Mini, hvor man kan at vælge mellem de indbyggede spil, mens der kører en funky SID-tune i baggrunden. I Classic Mode starter computeren op i BASIC, præcis som en rigtig Commodore 64. Computeren kan også gøre i VIC20 Mode, hvis det skulle have interesse.

I øvrigt: Det er vigtigt, at computerens video output sættes rigtigt op, første gang du tager den i brug. For at spillene afvikles i det rigtige tempo, skal det nemlig sættes til 50 Hz. Ifølge manualen defaulter maskinen til 60 Hz, hvis ens TV ikke understøtter 50 Hz, og du får slet ikke valgmuligheden mellem 50 og 60 Hz, når du starter maskinen første gang. Men i mit tilfælde var det en forhastet konklusion, for det tilsluttede fjernsyn kan fint håndtere 50 Hz, og langt inde i computerens Settings-menu, fik jeg da også tvunget den over på den rigtige indstilling.

Tastaturet

Lad os kigge nærmere på full-size udgavens største nyhed – tastaturet. Det ligner et rigtigt Commodore 64-tastatur, og det fungerer som et rigtigt Commodore 64-tastatur. Men det føles ikke som et rigtigt Commodore 64-tastatur. Tasterne er mere sjaskede og er fremstillet af en tyndere plastic end originalen, så det lyder lidt hult og billigt, når man klaprer løs på det.

Hvor de oprindelige taster var af “double shot” typen, hvor en mørkebrun taste var monteret udenpå en hvid (og smeltet sammen), har vi her nogle råhvide taster, som er spøjtemalet brune, hvorefter en laser har brændt brun farve væk, svarende til de bogstaver, som er “trykt” på tasterne. Det er en billig måde at lave taster på, men om den brune farve slides af ved brug, kan kun fremtiden vise.

Skiller man computeren ad, vil man opdage, at tastaturet kommunikerer med computeren via et USB-interface. Hvis du havde en idé om at benytte det i en rigtig Commodore 64, kan du altså godt glemme det. Tasterne er også af en anden udformning, så du kan heller ikke bruge dem som reservedele.

Mens vi har computeren skilt ad, vil vi se, at dens indmad blot fylder et lille print i computerens ene hjørne. På printet er en “SOC”(System On A Chip), noget flash-hukommelse, diverse USB-porte og lidt småtteri til at forbinde det hele.

Joysticket

Det medfølgende joystick er en videreudvikling af det, der fulgte med mini-udgaven. Dette joystick fik mange (berettigede) hug for at være slasket og skrøbeligt. Således er gummi-switches nu erstattet af rigtige microswitches, og der er sat en metalstang op igennem styrepinden, så vi forhåbentlig slipper for flere knækkede joysticks.

Det er umiddelbart klare forbedringer. Man kan nu høre joysticket klikke, når man bevæger det, og det føles næsten rigtigt. Desværre er der dog allerede masser af beretninger på nettet om joysticks, der sætter sig fast bestemte retninger, eller hvor en skrue i joysticket løsner sig, så styrepinden falder ud. Suk!

Det er heldigvis muligt at betjene computeren med alternative controllere, men jeg må indrømme, at jeg ikke helt har luret systematikken i, hvornår en alternativ controller virker, og hvornår den ikke gør.

Lad os for eksempel tage et SpeedLink Competition Pro: Hvis jeg tænder maskinen i BASIC-mode med joysticket og en USB-nøgle tilsluttet, virker joysticket ikke. Hvis jeg tænder maskinen med joysticket tilsluttet, men først sætter USB-nøglen i efterfølgende, så virker joysticket i The C64’s menusystem, men jeg kan ikke bruge det i spillene.

Hvis jeg derimod starter i maskinens Carousel Mode med joysticket tilsluttet, så virker det upåklageligt (bortset fra, at den første udgave af Competition Pro-joysticket, som jeg har, har et ubeskriveligt langt delay fra sticket bevæges til signalet sendes til maskinen, hvilket gør det umuligt at spille med). Samme mønster ser jeg ved en Playstation 3-controller. Det er til at blive en lille smule vanvittig af, at den slags bugs ikke er luget ud for længst.

Ægte nørderi

For os, der var ejere af 1980’ermes hjemmecomputere, var der ikke noget unaturligt i, at det somme tider krævede lidt mere anstrengelse end blot at ”press’e play on tape”, for at få gang i underholdningen. Det mærker man også på The C64, hvor et sindrigt system af parametre eller ”flags”, der kan tilføjes filnavnene på det spil, man har liggende på sit USB-drev, kan gøre forskellen om et spil er uspilleligt eller kører perfekt.

Når du tilføjer flags til et filnavn, fungerer det ved, at du tilføjer en underscore (_) efter filnavnet (men før filtypen, fx d64) efterfulgt af et eller flere flags, der hver består af to bogstaver – fx:

spiltitel_J1AD.d64

J1 = Dette fortæller, at det primære joystick er port 1 (hvis der kun er én controller tilsluttet, er den ene port 1)

AD = Dette fortæller, at emulatoren skal anvende “accurate disk mode”, som er langsommere, men som kan være et krav på nogle titler.

Yderligere indstillinger kan laves ved at tilføje CJM-filer til den enkelte spil. En CJM-fil kan stort set det samme som flags til et filnavn kan gøre, men du kan også definere joystick-knapper eller lade CJM-filen agere en standard for et helt sæt filer.

Det er her, det går hen og bliver en lille smule tricky, for selvom manualen gør et ihærdigt forsøg på at lære brugeren, hvordan alle parametre fungerer, slipper man ikke for at skulle eksperimentere lidt selv. Heldigvis er der folk, der har lavet forskellige værktøjer, der genererer CJM-filer, så lav en søgning på nettet, inden du rykker håret ud på dig selv.

Konklusion

Alt i alt er The C64 et rigtig fint produkt – ikke mindst til prisen. Vejledende udsalgspris er 900 kroner, og det er ganske rimeligt i forhold til, hvad andre retro-konsoller koster. Bevares, joysticket kunne være bedre, og mange vil sige, at en Raspberry Pi eller en gammel Windows-maskine, kunne have emuleret en Commodore 64 (og en Vic 20) lige så godt. Eller at man for 900 kroner kunne have fået den ægte vare i stedet. Og det er rigtigt. Men vil man bare gerne have et nostalgi-trip uden at skulle bøvle med 35 år gammel hardware, er The C64 faktisk et rigtig godt produkt.

Og så vil jeg godt bede om en Amiga 500 som næste retro-genskabning, tak!

En kommentar til “The C64

  1. Hej Peter
    Fortsæt endelig.
    Dejligt at have et sted hvor man kan opdatere lidt om DK og Retro.
    Tak

Skriv en kommentar