Mit første møde med computerspil var min søsters bib-bib-spil, som hun købte et sted i de tidlige 1980’ere. Ja, det var, hvad vi kaldte “Game & Watch”-spillene, som var Nintendos første bud på håndholdte spillekonsoller. På en lille LCD-skærm kunne man styre en figur rundt i et fast defineret grid, og så gjaldt det typisk om at bevæge sig fra A til B uden at støde ind i forskellige fjender.

Game & Watch-spillene var dyre, og i min familie fik vi aldrig andre spil end “blæksprutten”, som min søster altså havde købt. Selv købte jeg et par billige kloner, men Nintendos Game & Watch kunne et eller andet, som gjorde, at jeg spillede det simple blækspruttespil igen og igen.

Hurtigt fremad til 2020. Nintendos Super Mario fylder 35 og de ældste Game & Watch-konsoller har 40 år på bagen. Hvilken bedre mulighed for Nintendo end at ride på nostalgi-bølgen og ringe med “Limited edition”-klokken?

Tadaa! Game & Watch Super Mario Bros er født. Altså en Game & Watch i original størrelse – men med NES-udgaven af Super Mario Bros 1, dem japanske udgave af Super Mario Bros 2 samt en replika af et Mario “bib-bib-spil” indbygget. Nintendo har allerede bebudet, at der er tale om et begrænset production run, og selvfølgelig er jeg der som en flue på en frikadellemad.

Allerede ved indpakningen er det tydeligt, at Nintendo godt har vidst, at hvis relanceringen af Game & Watch skulle blive en succes, så skulle detaljerne være i orden. Papkassen er udført i samme stil som originalerne – og den er endda forsynet med en simpel box-protector (der dog ikke beskytter i siderne). Virkelig lækkert.

Selve maskinen er også nærmest identisk med originalerne. Længde, bredde, tykkelse er det samme – ja sågar vægten på ny og gammel er stort set ens. De karakteristiske gummiknapper ligner og føles som de originale, men det sorte LCD-display og den statiske baggrund er nu erstattet med en farverig TFT-skærm, og i stedet for de to knapcellebatterier, der kunne drive spillet nærmest for evigt, er det nye Game & Watch-spil forsynet med et lithium-ion batteri, der skal lades efter ca. 8 timers spil.

Det er jo ikke fordi, jeg mangler måder at spille Super Mario på. Selvom jeg ikke ejer en NES-konsol (bortset fra én i Lego), kan jeg jo spille Mario på stort set alt andet. Min NES Mini fx. Eller mine Nintendo DS og 3DS-konsoller. Min Wii. Min Raspberry Pi. For slet ikke at nævne alle de forskellige PlayStation-konsoller, jeg i tidens løb har hacket for… at spille Mario. Alligevel er det forsvindende lidt Super Mario Bros, jeg nogensinde har spillet.

Derfor røg det nye Game & Watch-spil også kun i indkøbsvognen fordi jeg tænkte, at det var en sjov lille gimmick, som jeg nok kunne finde plads til i sin æske i retro-rummet.

Her en lille uge senere, er spillet stadig ikke endt i retro-rummet. Det ligger på køkkenbordet. Sofabordet. Sengebordet. Overalt i hytten, faktisk – for Mario i ministørrelse er skidesjovt og befriende simpelt! Én konsol og to velsmurte platformspil. Intet der distraherer eller et hav af forskellige spil, man lige skal prøve at skifte imellem. Det er Mario eller ingenting. Præcis ligesom dengang jeg kun havde blæksprutte-spillet at bakse med. Jeg elsker det.

Og som i gamle dage er det benhårdt: Når Mario er død, så er han sgu død, og jagten efter prinsessen må starte forfra. Der er nemlig ikke nogen savestates, om end konsollen meget behændigt gemmer dit spil, hvis du slukker for den, eller vil skifte til ét af de to andre spil. Mange vil nok kalde det lige lovlig kynisk, men det er sådan, de gamle spil er designet, og sådan de skal fungere. (Hey, vi er i 2020, så at pyldre over sværhedgraden på et computerspil er det sidste, du kan tillade dig!)

Spoiler alert!
Suk! Nintendo er desværre faldet for fristelsen og har lagt en mulighed for at snyde ind i Super Mario. Hvis du på titelskærmen trykker på B-knappen, kan du springe frem til den World, du maksimalt er nået til. Det vil sige, at hvis du er kommet til bane 4-3, kan du trykke tre gange på B-knappen for at vælge den første bane i World 4 (4-1). Holder du til gengæld A-knappen nede i 5 sekunder, kvitterer spillet med at give dig uendelige liv.

Rent teknisk er der intet at klage over. Knapperne reagerer som de skal, og D-Pad’en oversætter mine tryk til præcis de bevægelser, jeg beder den om. Skærmen er skarp, lysstærk og nogenlunde kontrastrig, uanset hvilken vinkel jeg holder konsollen i, mens jeg spiller. Lyden er som man kan forvente – altså en lille smule “dåset” uden at være generende. Nintendo har lidt underligt valgt at placere højttaleren i venstre side af maskinen, så man kommer let til at blokere for lyden med sin pegefinger. Konsollen er opgivet til at køre 8 timer på en opladning – et tal, jeg ikke har tjekket, men det virker ikke helt urealistisk. (Batteriet kan i øvrigt udskiftes, og er identisk med de batterier, som sidder i JoyCons til Nintendo Switch).

Og så har jeg slet ikke nævnt, at konsollen ligesom originalerne selvfølgelig kan vise hvad klokken er. Endda på en helt særligt animeret Mario-vis, hvor forskellige tryk på knapperne angiveligt kan afsløre 35 forskellige små easter eggs. Men hvad betyder det, når man egentlig bare vil spille Mario?

Hvad så – er det 500 kroner værd?

Man kan få MEGET andet for 500 kroner, fx en Raspberry Pi med en million milliard retro-spil på et SD-kort. Eller man kan spendere pengene på en masse fede spil til sin mobiltelefon. Men er man bare lidt glad for retrospil og har man haft gode oplevelser med Game & Watch-spillene, så er dette et ganske fortrinligt gensyn. Man kan med rette synes, at det er lidt sært, at Nintendo vælger at relancere Game & Watch-serien med to NES-spil og ikke et udvalg af klassiske Game & Watch-titler, men måske kommer vi til at se dem engang i fremtiden.

… Og nå ja, lige til sidst til dem, er spørger, om man kan køre Doom på den. Ja, selvfølgelig kan man det:

This was a crazy amount of work, but it’s so satisfying to see DOOM running on it! pic.twitter.com/gG9eI1eh6m

— stacksmashing (@ghidraninja) November 22, 2020