Vi skulle bare to dage ind i 2021, før der kom et nyt spil til Commodore 64, som byder på noget, jeg aldrig har set før, og som jeg egentlig regnede for noget nær umuligt.
Det umulige er at udnytte hele skærmbilledet, inklusive den klassiske border eller kant, som kun sjældent benyttes i spil, og når det sker, er det som regel kun i meget begrænset omfang.
Og det gør spillet Sprite Invaders, som demogruppen Booze Design udgav den 2. januar 2021. Et klassisk Space Invaders-spil pakket ind i en virkelig flot introskærm – og hvor alt i spillet går helt til kanten af skærmen!
Lige siden jeg gjorde mine første programmeringsforsøg i BASIC på Commodore 64 tilbage i 1989, har borderen stået for mig som et mystisk, utilgængeligt område. Enkelte spil formåede at placere simpel grafik i eksempelvis den nederste den af borderen, og demoscenen formåede også i ny og næ at placere indhold derude. Men det forblev et mysterium for mig, hvorfor borderen var der – og hvorfor den åbenbart var så svær at udnytte.
Årsagen til, at Commodore 64 er forsynet med en border, skal formentlig til dels findes i, at man tog højde for datidens skærmteknologi, hvor de yderste kanter af et TV’s billedrør var gemt inde bag kabinettet. Nogle TV “åd” mere af billedet end andre, så for at sikre sig, at alt grafikken var synlig, kunne borderne agere som en sikkerhedsbuffer. Men det er næppe hele forklaringen.
En anden forklaring er, at borderen kunne fungere som et passende “overlay”, så en sprite kunne sættes til at glide ind fra kanten af skærmen pixel for pixel i stedet for pludselig bare at dukke op.
Med lidt indsigt i, hvordan VIC-II-chippen fungerer, kan man med et par “beskidte tricks” åbne for borderne, så sprites, der befinder sig i det område, bliver synlige. Det tricky består i timingen og i at narre VIC-chippen til ikke at tegne borderen.
Jeg må hellere undlade at rode mig ud i nærmere forklaring, og i stedet henvise til nogen med reel forstand på den slags – så giv denne artikel et kig, hvis du vil dykke nærmere ned i borderne.
Og ellers vil jeg bare anbefale dig at hente Sprite Invaders. Og hvis ikke det er for det forrygende holdbare gameplay, så i det mindste for at se, hvordan det ser ud, når et spil udnytter hver en pixel på din skærm. Eller for den særdeles catchy melodi, som er med til at gøre Sprite Invaders til (foreløbig) årets fedeste Commodore 64-spil.