“Jeg var ung og havde brug for pengene.” Sådan starter mange lidelseshistorier vist nok, og sådan kan jeg også starte min. Det handler selvfølgelig om, hvordan jeg tilbage i 1992 afhændede min Commodore 64 med næsten alt tilbehør for sølle 2.500 kroner, for at jeg kunne få råd til en Amiga 500. En handel jeg bittert har fortrudt mange gange siden – og som køber vist heller ikke var tilfreds med, da computeren brændte sammen for ham en uge efter handelen. (Jeg mener stadig, han dræbte den!)
For at råde bod på min store fejltagelse, købte jeg for snart mange år siden den første af en række brugte C64’ere. Prisen på 350 kroner inklusiv et 1451-diskettedrev og en datasette var på daværende tidspunkt vist hverken specielt billigt eller dyrt, og Computeren havde præcis den samme lille spidsfindighed som min egen gamle 64’er, nemlig at den nogle gange ikke ville tænde, men blot lyste svagt i power-dioden, indtil jeg slukkede og tændte direkte på stikkontakten. Jeg har senere fundet ud af, at det problem skyldtes en dårlig strømforsyning, men jeg havde lært at leve med det, og tricket med at slukke og tænde på stikkontakten svigtede aldrig.
Men der manglede stadig noget. Et 1451-II diskettedrev og en Action Replay 6 kom efterhånden tilbage i samlingen, og alle de piratkopierede spil blev med tilkøb af først et MMC 64-modul og siden en 1541 Ultimate jo nemme nok at få fat på igen.
Af en eller anden grund havde jeg beholdt cirka 20 udvalgte disketter fra min samling – heraf desværre kun den ene af to disketter med alle mine Basic-programmer og ikke disketten med mine Koala Paint-tegninger. Også alle mine egne SEUCK-spil er tabt, og skal jeg sige det selv, er det temmelig ærgerligt, for der var nogle ret gode imellem. Som fx bankrøver-spillet, min egen fortolkning af Street Fighter og ét, der vist var inspireret af Barbarian. Disse er tabt for evigt.
Men for et par måneder siden gik det op for mig, at min samling af originaltitler måske kunne komme hjem igen. I årevis har jeg kigget på titler som Krakout og Powerama på eBay, men aldrig købt dem. Jeg besluttede mig for at se, om jeg kunne komme i tanke om alle de titler, jeg engang havde. Det var faktisk en sjov øvelse, for efterhånden som flere og flere titler dukkede frem fra glemslen og ind på listen, mindedes jeg også de oplevelser, jeg havde haft med spillene. En hel del af dem var ærligt talt ikke ret gode, for spillene var ofte elendige eller urimeligt svære og de var udelukkende købt på grund af coveret (og prisen). Så mange af spillene i min samling havde selv ikke mit 11-årige jeg orket at bruge ret meget tid på.
Men der var alligevel nogle, som stod lysende klart: Førnævnte Krakout og Powerama var spil, som ikke bare jeg, men også min mor havde brugt timer og dage på. Men også Yogi Bear (eller “Yogi Bjørn” som jeg kaldte det), Cosmic Causeway, Hole in One og Powerboat Simulator var titler, som jævnligt blev sat i datasetten – eller båndstationen, som vi kaldte den.
Da listen virkede nogenlunde komplet, tog jeg beslutningen om at begynde at købe spillene, efterhånden som de dukkede op på eBay eller i danske retrobutikker. Selvom de oftest kan fås til under 30 kroner stykket (plus porto!), tør jeg ikke regne på, hvad den øvelse foreløbig er løbet op i. Men fornøjelsen ved med jævne mellemrum at åbne postkassen for at opleve gensynsglæden ved endnu en perle fra fortiden er faktisk ikke at kimse ad.
Engang imellem støder jeg endda på titler, som jeg faktisk ikke ejede, men som jeg lånte af eller spillede hos naboen – eller som jeg bare gerne ville have ejet originalt, dengang i mine 64’er-dage. Så er det, at man lige mærker efter, om det endelig er tid til, at de også kommer hjem i samlingen. Således velkommen til blandt andre Kikstart 2, Popeye og Buggy Boy.
Når jeg køber spillene, er mit kriterie, at de skal være samme udgaver, som jeg havde dengang. Det vil sige, at båndudgivelser skal erstattes med båndudgivelser – og budgetudgivelser skal erstattes med budgetudgivelser. Er der internationale variationer af coveret, skal det ligeledes være helt rigtigt. Det gør sjældent jagten dyrere (da jeg primært havde budgetudgivelser), men utvivlsomt lidt sværere. Men jeg har masser af tid. Jeg har ventet 25 år på at få titlerne tilbage, så skulle der gå et år eller to mere, inden de sidste er på plads, er det fint med mig. Jagten er alligevel nogle gange det sjoveste.
